Om Kidz & Girlz United

Om Kidz & Girlz United

Da KGU blev stiftet som forening i 2010, var det under navnet Girlz United. Vores mission var at inddrage flere minoritetspiger i foreningslivet, ved at tilbyde kreativt udviklende fritidsaktiviteter, der havde inklusion, fællesskab og tryghed i fokus. Foreningslivet er en grundpille i vores samfund, og vi mener, at alle børn har godt af at dyrke deres interesser i fællesskaber udenfor skolen. Det giver nye venner, identitet og tilhørsforhold.

Med årene udviklede Girlz United sig til at være mere end en pigeforening. I 2015 bød vi drengene indenfor, da vi oprettede underafdelingen Kidz United. Herfra fortsatte vi, med vores oprindelige mission i mente, med at tilbyde en bred vifte af spændende fritidsaktiviteter i børnehøjde. Drengene tog godt imod foreningen og i foråret 2018, tilbød vi for første gang lige mange aktiviteter under de to afdelinger. Derfor besluttede vi at samle vores forening under et united banner, og gå fremtiden i møde som KGU – Kidz & Girlz United.

Vores fremadrettede vision for KGU er fortsat at udvikle os som en mangfoldig børneforening, hvor børn fra alle baggrunde kan mødes om fælles interesser. Vi mener at kreativitet er særlig vigtigt, da det får en til at tænke i nye baner, og er sjovt og udviklende for både børn og voksne. Derfor er kreativitet den røde tråd mellem vores aktiviteter, som alle drives af frivillige teams, der brænder for at facilitere trygge læringsrum, med tid til fordybelse, tid til at blive hørt, og tid til sjov og ballade i et inkluderende fællesskab.

Besøg vores hold for at læse om de mange aktiviteter vi tilbyder til børn, læs mere om vores frivillige instruktører eller se hvilke events i København du kan  finde os til. Kig forbi vores facebookside eller send os en mail på vores kontaktside, hvis du har nogle spørgsmål. 

KGU’s værdier

KGU’s værdisæt er fundamentet for vores forenings aktiviteter:

  • Lighed: Alle skal kunne være med – derfor er har vi et lavt kontingent i KGU.
  • Tilgængelighed: Vi er der hvor børnene er – på skoler, institutioner og i boligområder.
  • Mangfoldighed: Vi forholder os aktivt og positivt til forskellighed.
  • Tryghed: Vi faciliteter det trygge rum, med fokus på anerkendende voksenrelationer, god modtagelse og modarbejdelse af klikedannelse.
  • At blive hørt: Vi tager udgangspunkt i børnenes perspektiv, tager dem seriøst og møder dem, der hvor de er.
  • Fællesskab: Vi understøtter fælles identitet og klubånd på børnenes præmisser, gennem sociale arrangementer for børn, forældre og frivillige.
  • Sjov: Med fokus på positive oplevelser og udgangspunkt i børnenes ønsker, skaber vi udfordrende og kreative læringsrum.
  • Kvalitet: Vi sikrer engagerede instruktører, faglighed og klare læringsmål i vores aktiviteter gennem oplæring, vejledning og tilbud om efteruddannelse.

Velkommen til KGU – Kidz & Girlz United!

 

Comments are closed.