Nyhedsbrev

Nyhedsbrev den 04.10.19

Kære frivillige i KGU

Efterårssæsonen er ligeså stille gået igang og her kommer KGU’s første nyhedsbrev for frivillige. Nyhedsbrevet er et nyt initiativ, som skal skabe mere synlighed af bestyrelsens arbejde og foreningens forskellige aktiviteter. Nyhedsbrevet udkommer fire gange årligt på foreningens hjemmeside og de frivillige får besked på mail, når et nyt nyhedsbrev er klar. Har I ønsker eller idéer til vores nyhedsbrev, er I meget velkommen til at skrive til pr@kgu.dk.

Hold lukket i efterårsferien

Husk, at holdene holder lukket i efterårsferien mandag den 14. oktober – søndag den 20. oktober. Det er vigtigt, at I får meldt ud til forældrene, at der ikke er undervisning i den uge. I finder vejledning til, hvordan man sender mail eller sms til forældrene her. Har I problemer med at sende mails, kan I kontakte bestyrelsen.

Hyggelig stemning og nye ansigter til frivilligmiddag

Der var god stemning på Riz Raz til sæsonens første frivilligmiddag. Det var dejligt at se både kendte og nye ansigter fra KGU. Bestyrelsen takker for en rigtig hyggelig aften, hvor vi fik muligheden for at lære hinanden bedre at kende. Selvom vi i KGU er opdelt i teams, som bruger rigtig meget tid sammen, er vi også en samlet forening, hvor alle brænder for en samlet sag. At skabe trygge og involverende børnefællesskaber, som styrker børns kreativitet, selvværd og sociale kompetencer.

Har I specifikke ønsker til flere frivillige-arrangementer, er I meget velkommen til at skrive til info@kgu.dk.

Frivilligmiddagen blev afholdt fredag den 27. september, som også er kendt som ‘Frivillig Fredag’. Denne helt særlige fredag er hele Danmarks festdag for frivillighed, hvor foreninger og organisationer hylder deres frivillige. I den forbindelse vil bestyrelsen gerne takke alle frivillige i KGU for den store indsats I gør ude på holdene og i planlægningen af jeres aktiviteter. Uden jer ville KGU ikke eksistere. I gør en stor forskel for de børn, som vælger at tilmelde sig vores aktiviteter. Vi hører igen og igen fra forældre, hvor meget det betyder, at KGU’s frivillige investerer tid i børnenes udvikling. Så af hjertet tak fordi du er med – hvad enten du lige er begyndt eller har været en del af KGU i længere tid.

Mød KGU’s nye kasserer

Ved den ekstraordinære generalforsamling i september blev Vishal stemt ind i KGU’s bestyrelse i rollen som kasserer. Han overtager posten fra Denise, som udover at være tidligere leder i KGU, også har stået for foreningens økonomi. Som kasserer skal Vishal blandt andet arbejde med KGU’s årsregnskab, sørge for at tilbagebetale penge for udlæg til vores holdaktiviteter og hjælpe medlemmer med at søge kontingentstøtte.

Vi er utrolig taknemmelige for at have Vishal med på holdet, så tag rigtig godt imod ham. Vishal kan kontaktes på penge@kgu.dk.

FerieCamp – Amalie lærer børn at danse i Prismen

FerieCamp er et kommunalt tilbud, hvor børn kan prøve forskellige aktiviteter i skolernes ferier – helt gratis. Formålet med FerieCamp er at få børn ind i foreningslivet, og KGU har deltaget med kreative workshops og danseundevisning flere gange. I efterårsferien vil KGU’s danseinstruktør, Amalie, afholde to danseworkshops i Prismen på Amager. Det er en rigtig god mulighed for at tiltrække flere medlemmer og gøre opmærksom på det arbejde vi laver. Frivillige som deltager til FerieCamp får et honorar for arbejdet, som udbetales af Københavns Kommune.

Du kan også komme med på FerieCamp. Kan du ikke få nok af at undervise børn i kreative aktiviteter, mangler vi altid hænder, som har lyst til at deltage i FerieCamp i skolernes ferier. Man planlægger selv sine aktiviteter og man kan med fordel slå sig sammen med andre frivillige. Skriv til info@kgu.dk, hvis du vil høre mere eller er interesseret i at deltage.

Holdaktiviteter

I går torsdag den 3. oktober kunne madlavningsholdet på Grøndalsvænget Skole afholde sin første undervisningsgang. KGU’s nye madlavningsinstruktører Jeannette og Süheda lavede græskarsuppe og hjemmelavede flütes med børnene til at varme sig på i efterårskulden.

Dramaholdet på Peder Lykke Skolen og madlavningsholdet på Islands Brygge Skole er nedlagt i denne sæson, da det ikke har været muligt, at finde nye frivillige til aktiviteterne. Alle forældre til de børn som var tilmeldt de to hold, er kontaktet og tilbudt at rykke over på andre aktiviteter.

Rigtig god weekend

Comments are closed.